Skolens profil

Hornbæk Skole er en skole med elever fra 0.-9. klassetrin.

Skolens afdelinger

Hornbæk Skole er inddelt i fire forskellige afdelinger.

Afdeling A – Indskoling, dækker 0.-3. klassetrin

Afdeling B – mellemtrin, dækker 4.-6. klassetrin

Afdeling C – udskoling, dækker 7.-9. klassetrin

Afdeling D – specialklasser

Skolen har tre såkaldte H-klasser, der er klasser for børn med specifikke indlæringsvanskeligheder.

Lærerne er som hovedregel tilknyttet én afdeling, men da vi prioriterer princippet om linjefagsuddannede lærere højt, fraviges denne regel i nogle tilfælde.

Profillinjer

Profillinjerne er målrettet eleverne i udskolingen og kan betragtes som en uddannelsesretning, hvor skolen tilbyder et højt fagligt undervisningsindhold.

Eleverne kan fra 7. klasse vælge mellem tre forskellige profillinjer:

  1. Science Lab
  2. Global
  3. Boost

Målet for alle tre linjer er bl.a., at vi kommer på ture ud af huset. Det kan være i nærmiljøet, men også ture til udlandet.

Ved ture ud af huset er det vigtigt, at eleverne er i stand til at transportere sig selv.

Du kan læse mere om de tre profillinjer her.

Traditioner

På Hornbæk Skole tænker vi gerne nyt, men vi vægter også at holde fast i traditionerne. Gennem skoleåret er der følgende tilbagevendende traditioner:

Første skoledag

De nye 0. klasser mødes med forældre ved skolens flagstang til fælles velkomst. Efter oplæsning af et eventyr af skolelederen går børn og forældre sammen gennem espalier dannet af skolens øvrige elever og lærere. Dette sker mens de ældre elever synger skolens egen sang "Jeg er så glad for min skole".

Skolens fødselsdag - 26. september

Hvert år fejres skolens fødselsdag d. 26. september. Det er forskelligt fra år til år, hvordan dette foregår. Flere gange har vi lavet en omlagt dag med fokus på trivsel og har blandet små og store elever.

Motionsdag

Fredagen før efterårsferien er hele skolen ude at løbe langt. Vi sætter denne dag fokus på sundhed og motion. Skolens ældste elever laver fælles opvarmning i skolegården, inden det årlige motionsløb skydes i gang.

Juleafslutning

Sidste dag før jul er der afsat tid til lidt hygge. Det er forskelligt fra afdeling til afdeling, og om der laves en fællesarrangement, eller arrangementet finder sted i klasserne. Dagen sluttes af i Hornbæk Kirke med en kort gudstjeneste.

Skolefest

I ugen op til efterårsferien (uge 42) holder vi skolefest om aftenen. Vores 6. klasser opfører en skolekomedie i Hornbæk Hallen, hvorefter skolen bliver omdannet til et sandt marked med boder og forlystelser. Typisk omlægger vi undervisningen i dagene op til skolefesten, så der er tid til at arbejde med boderne i klasserne. For eleverne på 7.-9. klassetrin laver vi et særligt arrangement uden forældre, men med diskotek.

Sangens dag

Dagen inden påskeferien mødes hele skolen til fællessang – det er nemlig Skolernes Sangdag.

9. klassernes sidste skoledag

I slutningen af maj eller starten af juni stopper undervisningen for vores 9. klasser, der nu skal gøre sig klar til folkeskolens 9. klasseprøve. Dagen fejres med udklædte 9. klasseelever, der kaster med vand og karameller i skolegården. Efter en god vandkamp mødes hele skolen til underholdningen i hallen, hvor vores 9. klasser plejer at udsætte deres lærere for diverse prøvelser. Når resten af skolen går tilbage til almindelig undervisning er 8. klasserne vært ved en frokost for 9. klasserne.

Idrætsdag

I ugen op til sommerferien tager vi en dag, hvor vi blander små og store til en række sjove idrætsaktiviteter. Det er en dag med konkurrencer, men i endnu højere grad er målet at skabe relationer mellem små og store elever.

Dimission

Kort før sommerferien er det tid til at sige endeligt farvel til 9. klasserne. Det sker til et aftenarrangement i Hornbæk Hallen med sange og taler, både af lærer, elever og skolens ledelse. Forældre og anden familie deltager, og der siges pænt farvel og held og lykke med det videre uddannelsesvalg.

Sidste skoledag

På årets sidste skoledag mødes hele skolen og synger sommerferiesangen. Herefter ønsker vi hver årgang efter tur en god sommerferie.